Politik for mobiler, skærme og digitale medier

Politik for mobiler, skærme og digitale medier:

– skolens rammer for mobiler, skærme og digitale medier

Gribskov Lilleskole ønsker at være et sted, hvor børn og unge møder ro, nærvær og fordybelse i hverdagen. Skolen ser det som en central pædagogisk opgave at skabe rammer, der understøtter relationer, fællesskaber og læring – også i en tid, hvor digitale medier fylder meget i børns liv.

Digitale teknologier er en naturlig del af samfundet og af børns hverdag, og de indgår derfor også i skolens undervisning og dannelsesopgave. Samtidig ønsker Gribskov Lilleskole at være et bevidst modstykke til en accelereret digital kultur, hvor opmærksomhed og fællesskab ofte udfordres af konstant digital tilgængelighed. Skolen har derfor en tydelig og gennemtænkt tilgang til mobiltelefoner, skærme og digitale medier.

Gribskov Lilleskole er en mobilfri skole. Det betyder, at private mobiltelefoner og tilsvarende devices ikke anvendes i skolens åbningstid. Mobilfriheden gælder fra kl. 7.00, hvor morgen-SFO og skolen åbner, og frem til skoledagens afslutning. Dette gælder også i tiden før undervisningen starter kl. 8.20. Morgenen er en vigtig del af barnets skoledag, og skolen ønsker at skabe rolige rammer, hvor eleverne kan lande i fællesskabet og dagen uden digital støj. Når mobiltelefonerne udleveres ved skoledagens afslutning, markerer det overgangen fra skole til fritid. Skolen regulerer ikke elevernes brug af mobiltelefoner efter dette tidspunkt, men har fokus på at skabe en tydelig og rolig afslutning på skoledagen.

I de yngste hold opbevares mobiltelefonen i tasken i løbet af dagen, mens eleverne i de ældre hold afleverer deres telefon ved skoledagens start og får den udleveret, når skoledagen slutter. Mobiltelefoner må kun anvendes efter aftale med en voksen og med et klart pædagogisk formål. Smartwatches kan anvendes, hvis de er sat i flyfunktion; ellers sidestilles de med mobiltelefoner.

SFO’en er ligeledes mobilfri. Private mobiltelefoner og devices anvendes kun efter aftale med en voksen. Som led i arbejdet med fællesskab og digital dannelse kan SFO’en dog lejlighedsvis tilbyde fælles, voksenstyrede digitale aktiviteter, eksempelvis konsolspil vist på projektor. Disse aktiviteter er tidsafgrænsede, foregår i fællesskab og har et pædagogisk formål. Der anvendes ikke private devices. Formålet er at give børn erfaring med rammesat og ansvarlig brug af digitale medier og at understøtte sociale fællesskaber – ikke at erstatte leg, bevægelse og samvær.

Skærme anvendes på Gribskov Lilleskole som arbejdsredskaber og kun, når det er pædagogisk og didaktisk begrundet. I de yngste hold foregår undervisningen overvejende uden brug af computere og tablets, mens skærme gradvist inddrages på de ældre hold i en bevidst vekselvirkning mellem digitale og analoge arbejdsformer. Når computere ikke benyttes, opbevares de i aflåste skabe. På de ældre hold kan skærme i begrænset omfang anvendes i pauser til fællesskabende aktiviteter som sang, dans og spil, når det er aftalt og rammesat af de voksne.

Digital dannelse er en integreret del af skolens pædagogiske arbejde. Eleverne skal gradvist opbygge forståelse for online etik, kritisk brug af digitale medier og sociale platforme samt anvendelse af digitale arbejdsredskaber. Skolen arbejder med digital dannelse som et spørgsmål om bevidsthed, refleksion og ansvarlighed – ikke om mest mulig skærmtid. Eleverne skal lære at navigere i en digital verden med forståelse for både muligheder og begrænsninger.

Personalet på Gribskov Lilleskole anvender i mange sammenhænge mobiltelefoner som et arbejdsredskab, fx til kommunikation, dokumentation og pædagogisk koordinering. Det er en del af elevernes dannelse at opleve, at digitale medier kan bruges professionelt og formålsbestemt. Samtidig er personalet bevidste om deres rolle som rollemodeller og anvender som udgangspunkt ikke mobiltelefoner til private formål foran eleverne.

Når forældre opholder sig på skolens område i forbindelse med aflevering og afhentning, opfordrer skolen til, at mobiltelefoner ikke anvendes til private formål, medmindre det er nødvendigt. Aflevering og afhentning er vigtige overgange i barnets dag, og skolen ønsker at understøtte nærvær, opmærksomhed og kontakt i disse situationer.

Skolen ønsker et tæt og tillidsfuldt samarbejde med forældre om børns digitale liv. Mobiltelefoner, skærme og sociale medier drøftes fast én gang årligt på forældremøderne og indgår derudover som en naturlig del af det løbende skole-hjem-samarbejde. Skolen er tydelig om sine valg og anbefalinger og ønsker at støtte forældre med viden, fælles rammer og åben dialog. Skolen kan ikke regulere hjemmenes praksis, men kan bidrage til fælles forståelse og fælles retning.

Denne politik skal ikke forstås som et forbud mod teknologi, men som en bevidst rammesætning, der giver børn mulighed for at udvikle sig fagligt, socialt og menneskeligt i en digital tidsalder.

 

Godkendt af bestyrelsen d. 29-01-2026

Skriv til os

48795343